Den hemmelige ingrediens i min jordbærmarmelade er noget de fleste smider væk.
I min familie har vi altid siet rabarberen fra når vi laver rabarbergrød. Min farmor brugte nogle gange rabarberne til at lave kompot. Men som regel endte de i skraldespanden.
Jeg har fundet ud af at de giver en helt fantastisk smag i jordbærmarmelade. Ret beset er det en jordbær-rabarbermarmelade du får opskriften på.
Når jeg har lavet rabarbergrød gemmer jeg rabarberen i fryseren. Den er min hemmelige ingrediens.
Jordbær-rabarbermarmelade passer godt til klatkager. Den giver dem et strejf af sommer.
Opskriften på den mest fantastiske marmelade
Ingredienser
Brug altid økologiske råvarer. Hvis det er muligt.
- 800 g frosne jordbær
- 400 g rabarberrest (ja, du er nødt til at lave rabarbergrød for at få denne ingrediens)
- 2 dl vand
- 400 g sukker
- 1 stang vanilje
- 1 tsk Melatin
- 1 tsk Atamon
Sådan laver du marmeladen
Find en god stor gryde frem. Der skal være plads til at frugten ikke koger over. Hvis du er bare lidt som jeg, så har du sikkert også prøvet at glemme en gryde i kog.
Med tiden har jeg fået en del erfaring i at skrabe brændte madvarer af kogepladerne. Det er straffen for at være distræt 😀
Jeg har lært at en stor gryde er en rigtig god idé. Især når du koger noget med sukker i. Brændt sukker sidde rigtig godt fast på varmepladen 😉
- Hæl vandet i gryden og skru op på fuld varme.
- Dump jordbær og rabarber i vandet og lad det koge op.
- Kog vaniljestangen med. Skrab først kornene ud og bland dem med en spsk sukker. Gem dem til senere.
- Dæmp varmen.
- Når frugten er tøet helt op, så lad den koge i 5 minutter mere.
Frem med blenderen
De næste par punkter er for dig der ikke kan lide klumper i marmeladen. Vi kan godt lide klumper, men marmeladen er lettere at arbejde med når den er jævn.
Marmeladen kan du også lave som syltetøj. Det betyder at du lade de relativt store frugtstykker være i en tyk lage. Men denne marmelade skal vi bruge til brød og klatkager, så derfor får du en pureret udgave.
Tag vaniljestangen op. Lad frugterne køle lidt af og hæld dem i en blender. Pas på… når du blender noget der er varmt, danner der sig overtryk i glasset. Det kan få låget til at poppe af og du får et svineri du næsten ikke kan forestille dig.
Jeg lærte dette på den hårde måde engang jeg skulle blende tomatsuppe. Jeg fandt tomatklatter i flere måneder efter 😀
Blend jordbær og rabarber ganske kort. Det kommer selvfølgelig an på hvor kraftig din blender er. Jeg bruger blenderen på en Kenwood Major Titanium. Den er ret kraftig, så et par sekunder er rigeligt.
Jeg er meget begejstret for min Kenwood Major Titanium – den kan jeg varmt anbefale. Du kan få den hos KitchenOne.dk (affiliate link) Blenderen kan rumme meget. Dog er det en god idé at dele marmeladen i to portioner når du blender.
Kog jordbærmarmeladen færdig
- Hæld de purerede jordbær og rabarber i gryden og tilsæt sukker og vanilje. Lad det koge i 10 til 15 minutter. Sukkeret skal være helt opløst.
- Sluk for varmen.
- Bland Melatin og to spiseskefulde sukker.
- Drys blandingen i marmeladen mens du rører godt rundt.
- Tilsæt Atamon. – Er det nødvendigt? Ja, medmindre du spiser marmeladen indenfor et par uger. Eller tilsætter mere sukker.
Hæld marmeladen på glas
Du skal bruge 3-4 middelstore glas. De skal steriliseres før du hælder marmeladen på.
Sæt glassene i håndvasken og hæld et par dråber Atamon i hvert glas. Fyld dem med kogende vand. Hæld vandet ud med det samme og sæt glassene på underlag der kan tåle varme (fx skærebræt).
Husk at skylle lågene også.
Nu er glassene klar til at blive fyldt med marmeladen. Hæld marmeladen på glassene og sæt låget på med det samme. Glas og låg skal slutte helt tæt.
Køl marmeladen ned og sæt den i køleskabet. Den er nu klar til en omgang klatkager eller en lun hjemmebagt bolle.
Marmeladen kan holde sig i flere måneder efter åbning.
Skriv et svar