
Lav din risengrød i ovnen og slip for at røre i gryden. Det er dejligt nemt og det tager toppen julens stress.
Noget jeg virkelig var træt af når jeg skulle koge risengrød var den tykke brune skorpe det altid lykkedes mig at lave i bunden af gryden.
Brændt risengrød smager ikke særligt godt og gryden er forbandet irriterende at gøre ren bagefter.
Men jeg fandt løsningen (faktisk flere) men her får du opskriften på risengrød i ovn.
Kan man lave risengrød i ovnen?
Det var min spontane reaktion da jeg hørte om det første gang. Men ja, det kan man sagtens. Bare lad være med at skrue for højt op for varmen… medmindre du vil have risengrød i hele ovnen 😄.
Der er især to gode grunde til at lave grøden i ovnen:
- At undgå at risengrøden brænder på.
- At slippe for at røre rundt i gryden hele tiden.
Spil Uno med børnene i stedet for at stresse i køkkenet
Det bedste ved at lave risengrød i ovnen er at du får tid til at lave noget andet. Et af mine mål med at gøre min hverdag lidt mere effektiv er at få mere tid til familien.
Ved at lade ovnen klare grøden, kan jeg slappe af i 40 minutter hvor jeg nyder at spille spil med familien.
Når du koger risengrød på den traditionelle måde, så skal du ud at røre i grøden med jævne mellemrum. Det betyder at du aldrig helt kan slappe af. Der er helt sikkert ikke tid til at lege og spille med børnene.
Kender du den følelse når det pludselig går op for dig at du er i gang med at koge risengrød? Du har fordybet dig i noget andet og pludselig skyder frygten ind i brystkassen som en spand koldt vand over hovedet.
Du farer op og skræmmer resten af familien og undulaten er lige ved at falde ned af sin pind. Du løber ud i køkkenet i håbet om at du kan nå at røre i risengrøden før den brænder på.
Den scene slipper du for ved at smide grøden i ovnen i stedet for.
Sådan koger du risengrød i ovnen
Du skal bruge en stegeso eller en gryde der kan holde til at stå i ovnen. Du kan med fordel bruge støbejern. Men lad være med at sætte noget i ovnen der ikke er lavet at metal. Mange gryder har greb der ikke tåler ovn.
Start med at varme ovnen op til 200 grader.
VIGTIGT: Første gang du laver risengrød i ovn skal du lige prøve dig lidt frem med temperaturen. Ovne er forskellige. Første gang jeg prøvede opskriften tog det mig halvanden time før det lykkedes mig at lave en lettere udkogt grød.
Kog derefter risene op i vandet. Tilsæt salt, rør rundt og sæt hele skidtet i ovnen. Husk at sætte låg på.
Sæt gryden på en bageplade. så behøver du ikke at rense hele ovnen for risengrød hvis den koger over 😜.
Lad grøden stå i ovnen i 40-45 minutter. Servér den med kanelsukker og en økologisk klat smør.
Ingredienser
Risengrød lyder simpel, men der er mange forskellige kombinationer af ingredienser. Her får du min foretrukne kombi. Den er relativt sund og cremet:
- 160 g Økologiske risengryn
- 9 dl vand + 1 dl til opkog
- 1 tsk havsalt
- 1 dl Økologisk piskefløde (38 %)
Jeg koger først grøden på vand. Når grøden er færdig tilsætter jeg piskefløde. Det gør grøden cremet og lækker.
Du kan også vælge at bruge mælk af forskellig slags i stedet for vand.
Læs mere om hvorfor jeg bruger piskefløde i risengrøden: Sund risengrød med fløde.
Advarsel og konklusion
Risengrød kan nemt tilberedes i ovnen. Men jeg er ikke helt overbevist om at det er lettere end at lave den på komfuret. Hvis du normalt bruger mælk i grøden, så slipper du for at grøden brænder på. Men hvis du koger den på vand og tilsætter piskefløde, så er komfuret min anbefaling.
Og så lige en advarsel… Hvis du er en lille smule distræt, som jeg, så er der risiko for at du lynhurtigt glemmer at gryden har været i ovnen. Gryden er 200 grader varm og det blev jeg mindet om flere gange efter at jeg havde taget risengrøden ud af ovnen. Jeg fik fine brændmærker over venstre hånd 😄.
Meyer laver også risengrød i ovn
Efter lidt research fandt jeg ud af at også Claus Meyer anbefaler at lave risengrød i ovnen. Her fandt jeg en opskrift på risengrød til risalamande. Hans grød er sødet og lidt mere flydende. Se den her: Meyers risalamande.
Ann-Christine hos Valdemarsro.dk laver også risengrød i ovn. Dog ved en noget lavere temperatur end den jeg fandt frem til. Men det kommer nok helt an på ovnen man bruger. Du kan få Ann-Christines opskrift på klassisk risengrød i ovnen her: Risengrød med kanel og smørklat
Skriv et svar